Melatonin kan hjælpe mod depression

Depression, angst og søvnproblemer er kendte problemer for mange kræftpatienter.  Nu aspirin2har forskere på Herlev Hospital undersøgt, om melatonin kan nedsætte risikoen for depressive symptomer i en tre måneders periode efter operation hos en gruppe brystkræftpatienter.

Der er tale om et randomiseret, dobbeltblindet, placebo-kontrolleret forsøg med 54 kvinder med brystkræft i alderen 30-75 år. Alle kvinderne stod for at skulle opereres for brystkræft, og ingen af dem havde vist forudgående tegn på depression målt ud fra den test, der kaldes Major Depression Inventory (MDI).

Kvinderne fik 6 mg melatonin eller et placebo-præparat fra en uge før operationen til tre måneder efter og blev derefter evalueret efter MDI-testen suppleret af parametre som angst, søvn, generelt velvære, træthed, smerter og overdreven søvnighed.

11 af kvinderne trak sig ud af forsøget. Heraf var 10 fra placebo-gruppen og 1 fra melatonin -gruppen.

Forsøget viste, at risikoen for at udvikle depression var lavere i melatonin-gruppen sammenlignet med placebo-gruppen. Konkret viste det sig, at 11% af patienterne i melatonin-gruppen udviklede depressive symptomer mod 45% i placebo-gruppen.

Forskerne fandt ingen ændringer i de øvrige parametre eller bivirkninger hos de to grupper, men konkluderede, at ”Melatonin signifikant reducerede risikoen for depressive symptomer hos kvinder med brystkræft i en tre måneders periode efter operation”.

Reference:
Hansen MV, Andersen LT, Madsen MT, Hageman I, Rasmussen LS, Bokmand S, Rosenberg J, Gögenur I.: Effect of melatonin on depressive symptoms and anxiety in patients undergoing breast cancer surgery: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial. Breast Cancer Res Treat. 2014 Jun;145(3):683-95. doi: 10.1007/s10549-014-2962-2. Epub 2014 Apr 23. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24756186http://www.worldhealth.net

 

Share Button