Indenfor de sidste par år har forskere fundet frem til markører, som kan være med til at forudsige, om behandling med Tamoxifen gavner patienten eller kun medfører bivirkningerne. 
Tamoxifen er en anti-hormon behandling, som i dag gives til omkring 75% af brystkræftpatienterne for at forebygge tilbagefald. Lægemidlet virker på nogen, men ikke på andre.
De mest almindelige bivirkninger er hedeture, hovedpine og utilpashed generelt. Af sjældnere og mere alvorlige bivirkninger kan nævnes blodpropper og en forøget risiko for livmoderkræft.
Det er derfor et stort fremskridt, hvis de brystkræftpatienter, der ikke har gavn af behandlingen, kan undgå at tage den i de 10 år, som er almindeligt i dag. Ligesom der i dag er laboratorier, der analyserer vævsprøvers reaktion på forskellige kemopræparater, vil det i fremtiden også være muligt at få lavet en test, som kan forudsige effekten af Tamoxifen på den enkeltes helt individuelle brystkræft.
Forskere fra University of Manchester i Storbrittanien ledet af Göran Landberg undersøgte bindevævet, som omgiver brystkræft tumoren. Dette er kendt for at sende signaler til tumoren, som hjælper den med at vokse. De opdagede, at det fingerpeg, som kunne forudsige tumorens respons på tamoxifen, ligger i fibroblast cellerne, som er en del af cellerne i bindevævet. Disse celler adskiller sig fra person til person med hensyn til visse karakteristika.[1]
Forskerne analyserede vævsprøver fra 564 kvinder med invasiv brystkræft. Nogle af kvinderne fik Tamoxifen, andre gjorde ikke. Det viste sig, at de kvinder, der havde lave niveauer af et protein, der kaldes pERK i fibroblasterne i det væv, der lå omkring tumoren, ikke reagerede på Tamoxifen og derfor heller ikke havde gavn at det.
Sara Alkner, som er læge på den onkologiske klinik i Lund og forsker ved Lunds Universitet fik i 2013 en pris for opdagelsen af en anden markør kaldet AIB1, som aktiverer østrogenreceptorerne i en brystkræft tumor. Brystkræftpatienter, som har høje niveauer af denne markør, reagerer godt på Tamoxifen, fortæller hun i et interview.[2 Færre fik tilbagefald og prognosen var generelt bedre.
Derimod kunne der ikke konstateres nogen forbedring hos de patienter, der havde lave niveauer af AIB1. Disse patienter har ingen gavn af behandlingen, og de kan dermed undgå unødvendige bivirkninger. Alkner fortsætter i øjeblikket arbejdet med at analysere vævsmasse fra tumorer, der er indsamlet fra 728 kvinder i det sydlige Sverige, og metoden kan forhåbentlig inden længe implementeres i kræftbehandlingen, så det kun er de patienter, der reagerer positivt på behandlingen, der rent faktisk får den.
(Se også artiklen Individuel behandling er fremtidens kræftbehandling på www.nårdiagnosenerkræft.dk
[1] Publiceret i september nummeret 2012 af PLoS One. www.dagensapotek.se
